Aalborg

 

Aalborg by:

Aalborg By

Aalborg er Danmarks fjerdestørste by med mange seværdigheder. Det er en levende by med hyggelig torve, cafeer, restauranter og store muligheder for shopping. Ålborg er også rig på arkitektoniske seværdigheder af både ældre og nyere dato.

Seværdigheder i Aalborg:

Utzon Center

På havnefronten ligger Utzon Center, der er et udstillings- og videnscenter.

Utzon Center ønsker at formidle kunst, design og arkitektur. I Utzon Center afholdes skiftende udstillinger, og der kan ses eksempler på Jørn Utzons arbejde gennem skitser, billeder m.m.

Der er også et arkitektur-bibliotek, og Utzon Arkivet der rummer omkring 12000 Utzon tegninger.

Aalborg Slot

Det firelængede slot ligger nær Aalborg havnefront. Aalborghus Slot er opført 1539-53 af Christian III ved Martin Bussert til erstatning af det Aalborghus, som blev ødelagt under Grevens Fejde.

Toldbod Plads

Vi var desværre ikke så heldige at se springvandet på Toldbod Plads springe, som det gør hver dag i sommerhalvåret frem til uge 42.

Det sker fire gange i døgnet – klokken 12, 15, 18 og 21. Her krydres springvandet med en ouverture fra Georg Friedrich Händels Water Music. Musikken spiller i ca. 3 minutter.

Jørgen Olufsens købmandsgård

På Østerågade ligger der mange spændende gamle bygninger bl.a. Jørgen Olufsens købmandsgård, der er opført i 1616 af byens daværende borgmester Jørgen Olufsen.

Han var halvbror til Jens Bang, som angiveligt skulle have betragtet denne købmandsgård og sagt: “Kalder du det et hus? Nu skal jeg vise dig, hvorledes man bygger et hus!” hvorefter han opførte Jens Bangs Stenhus.

Jens Bangs Stenhus

Længere henne på gaden ligger så Jens Bangs Stenhus, som blev bygget i 1624.

Jens Bang var en af byens rigeste mænd. Han var storkøbmand og en typisk renæssanceskikkelse, og hans hus er fantastisk flot og det mest fotograferede hus i Aalborg.

Jomfru Ane Gade

Kommer man forbi Jomfru Ane Gade først på dagen, så er der ikke meget liv i den gamle gade i Aalborg, som er blevet centrum for byens natteliv.

Denne fodgængerzone er kun omkring 150 meter lang, men har alligevel en af Danmarks største koncentrationer af barer, restauranter og natklubber. De lokale unge mennesker kalder den “Gaden”.

Gadens oprindelse kan dateres tilbage til det sene 1500-tal, og Jomfru Ane Gade var oprindeligt hjemsted for lokale købmænd.

Aalborg gamle raadhus

På Gammel Torv finder man det gamle rådhus. Det er en lille bygning, som med sine lette former og beskedne virkemidler tegner sig som en repræsentant for senbarokken og rokokoen.

Aalborg Rådhus kan ”prale” af at have titlen som Danmarks mindste Rådhus set i forhold til byens indbyggertal. Over indgangsdøren ses Frederik V´s valgsprog “Prudentia et Constantia”, som betyder “Klogskab og vedholdenhed”.

Budolfi Kirke

Budolfi Kirke er Aalborgs domkirke med en central placering i byen på Budolfi Kirkeplads mellem Algade og Gammeltorv.

Kirkens nuværende form er fra 1941-43, hvor kirken gennemgik en større udvidelse og ombygning. Forinden har her ligget en trækirke fra 1000-tallet.

gamle huse i Aalborg

I Ålborg kan man også finde små gader fyldt med charmerende gamle huse.

Salling Rooftop

Oppe fra Salling Rooftop er der en fantastisk 360 graders udsig over hele Aalborg. Der er også en cafe med fin mad.

Udsigt Salling Rooftop

Udsigt oppe fra Salling Rooftop over Aalborg.

Cimbrer tyren
Cimbrer tyren i Aalborg

Cimbrer tyren på den trafikerede Vesterbro er et af Aalborgs vartegn. Den er betalt af de Danske Spritfabrikker i 1937 og lavet af Billedhuggeren Anders Bundgård.

Street art i Aalborg:

street art i Aalborg
Vægmaleri i Aalborg.

Der er mere end 65 street art værker i Aalborg, så der kan helt gå en sport i at finde dem, hvis man som mig er meget glad for at se de smukke gavle.

Restauranter i Aalborg:

restaurant Fellini

Vi spiste på restaurant Fellini, som er en rigtig Italiensk restaurant med skøn mad og vin. Restauranten er hyggeligt indrettet og fyldt med billeder fra den verdensberømte instruktør Federico Fellinis film.

Ud over dejlig mad var der også et meget sødt personale, der startede med at få mange point, da de kom med en kande isvand sammen med menu kortet. Det er en god ide at bestille bord.

 Restaurant Fellini – Vesterå 13 – +45 98113455

 

Skriv en kommentar