Aarhus by
Aarhus kan jeg rigtig godt lide, der er mange spændende seværdigheder med noget for enhver smag og alder.
Aarhus blev kåret som Europas Kulturhovedstad i 2017. Det er en universitets by, og det mærkes tydeligt, byen vrimler med unge mennesker på alle cafeerne. Byen kaldes også i folkemunde for “smilets by”, og den er Danmarks næststørste by med ca.277.000 indb. Byens oprindelige navn var Aros, som betyder “åens munding”
ARoS Kunstmuseum
AROS er ikke kun spændende at se udefra, men på alle måder en oplevelse.
Det internationale kunstmuseum åbnede i 2004 og er med sine 17.700 kvadratmeter fordelt over ni etager et af Nordeuropas største.
Bygningen er formet som en kube, og igennem den er lagt et kurvet snit, der udgør museumsgaden. Midt i gaden rejser en spiralformet trappe sig, og her er der indvidere shop og cafe. Selvom AROS er stor, føles der hyggeligt.
Your Rainbow Panorama, det permanente kunstværk på Aros’ tag, er udført af kunstneren Olafur Eliasson. Det er udført i glas i alle spektrets farver. Man kan bevæge sig de 360 grader rundt i den 150 meter lange panoramiske rundgang og se det meste af Århus.
Bag kæmpe skulpturen “Boy” står kunstneren Ron Mueck. Den spændende skulptur er 5 meter høj og vejer 500 kg. Han er Aros vartegn, og der er meget delte meninger om ham.
Seværdigheder i Aarhus
Aarhus Musikhus ligger i hjertet af byen og udgør sammen med ARoS, Aarhus Festuge, Ridehuset, Aarhus Musikskole, Boa Boa og Godsbanen et kulturelt center midt i byen.
Musikhuset er hjemsted for Den Jyske Opera, Aarhus Symfoniorkester, Det Jyske Musikkonservatorium og børneteatret Filuren.
Musikhuset Aarhus har op mod en halv million gæster om året og danner ramme om seks sale og ni scener for omkring 1.200 årlige arrangementer. I foyeren finder man også café og restaurant.
Aarhus teater, der ligger lige over for domkirken på Bispetorvet, er Danmarks største landsdelsscene.
Det er opført i slutningen af 1890erne på initiativ af en kreds af teaterinteresserede borgere i Aarhus. Bygningen, som er en arkitektonisk perle i jugendstil, blev indviet 1900 og har været fredet siden 1990.
Teatret er tegnet af arkitekten Hack Kampmann. Typisk er dekorationerne inspireret af naturens former f.eks. tulipaner og åkander. I midtervinduerne og i nogle af dørene er der indsat glasmosaikker med blomsterdekorationer. I balkondøren finder man et glasmaleri med en ugle. – Alle med referencer til naturen i bedste jugendstil.
Huset skal ses forfra, for facaden er et festfyrværkeri af dekorationer. Facaden er nærmest et lille stykke teater eller kulisse. Maskerne, ørnefrisen, trolden osv. har Kampmann selv valgt skulle være der. Senere er de dog blevet realiseret af billedkunstneren Karl Hansen-Reistrup.
Maleren Hans Tegner har skabt en scene fra Maskerade på frontonen.
Cafe Hack ligger på Bispetorv skråt over for Domkirken i hjertet af byen sammen med Aarhus Teater i arkitekt Hack Kampmanns smukke teaterbygning fra 1900. Cafe Hack blev landskendt gennem Radioprogrammet Cafe Hack.
Domkirken har en lang historie.
Den blev indviet til Skt. Clemens, som var pave i Rom o. år 100 og som led martyrdøden ved at få et anker bundet om halsen og kastet i vandet, så han druknede.
Domkirken blev påbegyndt i 1100-tallet i romansk stil. Der ses stadig rester fra denne kirke. I årene 1450-1520 blev kirken udbygget til en gotisk katedral og udstyret med altertavle af Bernt Notke og døbefont og kalkmalerier.
Domkirken er med sine 93 m Danmarks længst kirke, men også den højeste. Så har den også det største areal med kalkmalerier, hvor det største enkelt maleri er på 220m2, det viser blandt andet Sankt Clemens.
Den Gamle By
En af de ting man skal opleve, når man besøger Aarhus, er Den Gamle By, som blev grundlagt i 1909 som verdens første frilandsmuseum for byernes kulturhistorie.
Huse og interiører stammer fra hele Danmark. Den første bygning var Borgmestergården.
Der er lavet et helt 70’er-kvarter, hvor man blandt andet kan kigge ind til radio- og tv-forretningen Pouls Radio, minimarkedet, gynækologen, børnehaven og frisøren.
I lejlighederne bor forskellige mennesker som en kernefamilie, et kollektiv og en blind mand.
Botanisk Have ligger midt i byen og er nabo til Den Gamle By.
Den store bypark er på ca. 18 ha med en charmerende blanding af velfriserede græsplæner, frodige blomsterbede, små skovpartier og mere vildsomme kratbevoksninger.
Dens forskningsmæssige funktion som botanisk have er ophørt, men der findes fortsat en bred og eksotisk variation af træer og buske i haven.
Der er også 2 væksthuse med tropiske planter og insekter samt en café.
Dokk1 er Aarhus’ nye flotte varetegn.
De siger selv, at det er på samme måde, som operaen er det for København. Det kan måske diskuteres, men det er et flot og spændende sted. Du finder Dokk1 på havnefronten, og med sine 28.000 m2 er der skabt plads til mange funktioner bla. byens Hovedbibliotek, Borgerservice og cafe.
Dokk1 er Aarhus’ ny kulturhus, så her foregår rigtig meget og er med sin centrale placering lige ved åens udmunding udset til at være det store bindeled mellem havet og byen.
Marselisborg Slot
Marselisborg Slot er i dag den danske Dronning Margrethes sommer- og juleresidens i Aarhus.
Bygningen stod færdig i 1902 som folkets bryllupsgave til den senere Kong Christian X og Dronning Alexandrine.
I Marselisborg Slotspark er der en fin samling af skulpturer samt en rosenhave med pergola.
Haven er åben for publikum, når den kongelige familie ikke er på slottet.
På Den Uendelige Bro kan man gå og gå i det uendelige ud i Aarhus Bugt. Den cirkelrunde badebro er der fra april til oktober.
I latinerkvarteret på Mejlgade ligger restauranterne tæt, og mange er ret billige. Jeg prøvede sidst (Januar 2020) den franske Oli-Bistro, en super uprætentiøs restaurant med røde- og hvidternede duge på bordene. De har intet spisekort eller vinkort, menuen står på en tavle, og der er meget få retter, men de er gode og til en utrolig billig pris, det samme er vinen.
Området er et godt sted at gå hen, hvis sulten melder sig. Latinerkvarteret er fra 1400 tallet og byens ældste kvarter, her vrimler det med små spændende butikker, hyggelige cafeer og sjove ølsteder.
Tivoli Friheden er Aarhus’ forlystelsespark og placeret i gåafstand fra centrum i den smukke Marselisborg Skov. I Friheden kan du, uanset om det er sommer, efterårsferie eller jul, opleve mere end fire rutsjebaner, 40 forlystelser, boder, spil og legepladser. I Tivoli Friheden er der noget for alle, både børn og voksne