Viborg

Viborg by

Viborg

er en rigtig hyggelig by, der ligger smukt delt op af de to søer Søndersø og Nørresø.

Viborg er en af de ældste byer i Danmark med brostensbelagte gader og har lidt af det hele. Alle kan finde en seværdighed, de synes om.

Jeg håber, du kan hente meget inspiration på guiden, som er under konstant udvikling. Hvis du har haft oplevelser, boet eller spist et godt sted, så skriv endelig om det her på bloggen til glæde for os alle.

Viborg Domkirke

Viborg Domkirke

er Midtjyllands største turist attraktion med over 100.000 besøgende om året. Den er også fantastisk storslået, man kan sidde længe og studere bibelske billeder ved at kikke på Joakim Skovgaards 84 malerier – fantastisk spændende.

Domkirken er som den eneste i Europa udsmykket af en enkelt kunster nemlig Joakim Skovgaard.

Latinerhaven

Latinerhaven

ligger som en smuk oase midt i den middelalderlige bydel i Viborg. Latinerhaven har en imponerende samling af planter i flere mindre haver bl.a. staudehaven, rhododendronhaven og snapsehaven.

Skovgaard Museet

Skovgaard Museet

ligger i det gamle rådhus fra 1728. Her kan man se en samling der omfatter fem generationer af familien Skovgaard og kunstnere i kredsen omkring dem. Samlingen belyser maleriets, billedhuggerkunstens og kunsthåndværkets historie i Danmark fra 1830 til 1960.

Gågaden i Viborg

Shopping i Viborg

er der også rig mulighed for. Der bydes på et varieret og bredt udvalg af butikker. Man kan finde alle de kendte butikskæder og specialforretninger. På gågaden finder man også hyggelige cafeer og restauranter samt Viborgs indkøbscenter Sct. Mathias Centret med 34 butikker. Dejligt, hvis det skulle blive regnvejr.

sejltur med "Margrethe 1"

Fra maj til september kan man tage på en sejltur med “Margrethe I” rundt på Nørresø og Søndersø.

Palads Hotel

Vi boede på Palads Hotel, der ligger godt lige midt i byen. Hotellet har egen parkering, og der er mulighed for at sætte sig uden for, hvis man som os er så heldig at have skønt solskin. Så det var et fint hotel for os.

Aabenraa

Byen Aabenraa

Aabenraa med gode seværdigheder

ligger smukt ud til Aabenraa fjorden i Sønderjylland og er en af Danmarks ældste søfartsbyer.

Byen har mange gamle charmerende huse, så man kan møde arkitektur fra forskellige tidsaldre. På Aabenraas byvåben er tre makreller, som skal vise byens tilknytning til havet.

De mange makreller i fjorden er årsagen til, at Aabenraa har fisk i sit byvåben, og symbolikken i det er, at makrellerne svømmer samme vej. Byen har udover vandet flere hyggelige seværdigheder til turisterne.

Postmestergåden i Aabenraa

Postmestergården

er en af Aabenraas fineste rokokohuse, den blev fredet allerede i 1921. Postmestergården blev opført af Postmester Herman Daniel Linde i 1758.

Haven bagved Postmestergården

Jeg kom desværre lidt uden for sæsonen, så haven bagved Postmestergården var ikke så blomsterrig.

I 1930 købte øjenlæge Bayer Postmestergården og anlagde den smukke have, der i dag ser ud som dengang. Den er tegnet af den tyske havearkitekt Hans Kayser.

Man kan besøge haven i dagtimerne.

Cafe Storm på Storetorv

Storetorv.

Her ligger mange smukke bygninger, og det er også her, jeg plejer at spise frokost på Cafe Storm. De har noget godt smørrebrød og hyggelige lokaler, desværre har jeg aldrig været der i godt vejr, så man har kunnet sidde uden for.

Bygningen, som Cafe Storm ligger i, har haft en længere historie. Her har bl.a. været kornlager og købmandsforretning.

Restauranten benytter lokale leverandører. Det gælder lige fra brød og grøntsager til vin, øl og vand.

Sankt Nicolaj Kirke i Aabenraa

Sankt Nicolaj Kirke

Opførelsen af kirken startede i  år 1250 nord for den gamle bykerne. Den fik i 1949-1956 en gennemgående restaurering.

Inde i kirken er der mindetavler for de sønderjyder, der faldt under den fransk-tyske krig i 1870-1871, og de der faldt under første verdenskrig fra 1914 til 1918.

Sønderport 1 i Aabenraa

Sønderport 1 blev bygget i 1772 af skippere og Jacob Schvennesen.

Den restaurerede ejendom “Schvennesens Stiftelse” er et af mange eksempler fra byen, hvor velhavende søfolk testamenterede deres ejendom til formål, der tilgodeså fattige søfolk.

Brundlund Slot

Brundlund Slot

er nu et kunstmuseem, hvor der vises skiftende udstillinger med vægt på Sønderjyske kunstnere fra det 18. århundrede frem til i dag.

Hovednavne i samlingen er C.W. Eckersberg og Franciska Clausen, der begge voksede op Aabenraa og omegn.

Slotsparken i Aabenraa

I slotsparken er der flere skulpturer, der alle er skabt af sønderjyske kunstnere.

Strandpromenaden i Aabenraa

Aabenraa har også en lang strandpromenade

med dejlige sandområder og muligheder for aktiviteter ud over at bade.

Dansk og tysk kultur mødes i grænselandet. I Aabenraa møder man også tysk kultur, her findes tyske børnehaver, skoler og et gymnasium.

Svendborg

Svendborg by

Svendborg og seværdigheder i Svendborg

Det er en rigtig hyggelig by, der har bevaret sin gamle bykerne med smalle krogede gader, små torve og gårdmiljøer. Byen bærer præg af, at dens historie går tilbage til den tidlige middelalder. Udover Svendborgs seværdigheder er der også rige muligheder for at shoppe og komme på en hyggelig restaurant eller cafe.

Midt på det store torv står havfruebrønden (havfruespringvandet).

Navnet er egentlig “Havfruer der laver Malstrøm”. Skulpturen blev oprindeligt opstillet i 1929 og omgivet af et muret bassin. Et antal havfruer i bronze omgivet af nogle fisk udgør springvandet.

Anne Hvides Gård

er en bindingsværksbygning i to etager, hvor Svendborg museum har til huse. Gården blev opført i 1560 af den adelige enke Anne Hvide. Fra 1837 til 1867 fungerede huset som gæstgiveri.

Sct. Nicolai Kirke

er den ene af de to store middelalderkirker i Svendborgs centrum, og den er byens ældste sognekirke, der formentlig er bygget omkring år 1180. Kirken er indviet til den græske biskop Sct. Nicolaus, som udover at være børnenes beskytter er de søfarendes og købmændenes skytshelgen.

 

Møllergade

er ikke bare Svendborgs længste handelsgade. Her kan man finde lidt af hvert bl.a. et af byens bedste spillesteder. Her er også god mad, gallerier, kunsthåndværk og finurlige butikker.

Fra Møllergade kan man gå ned af Havnetrappen til havneområdet.

Hernede ligger også turistinformationen.

Svendborg havn.

I havnen kan man også besøge “Sejlsportens museum” med mere end 40 historiske både, og her er også en sejlsimulator og andre aktiviteter.

Fra havnen kan man tage en færge ud til de små sydfynske øer: Ærø, Drejø, Skarø og Hjortø.

Centrumpladsen.

Lige når man ser Centrumpladsen virker den lidt charmeforladt med en muromkranset P-plads midt i. I folkemunde kaldet Gylletanken. Men der er flere spændende skulpturer på pladsen.


Skulptur "Tiliaq" er "ven"

Skulpturen Tiliaq

af Jens Erik Kjeldsen er skænket af Svendborgs venskabsby Aasiaat ved byens 750 års jubilæum.

vandkunsten i svendborg

Vandkunst.

Foran  biografen ses Keld Moseholms herlige skulptur “Vandkunst”. Den forestiller 4 tykke mænd, der med hvert sit reb forsøger at holde en stor sten nede.

På Centrumpladsen ligger også Svendborgs største hotel Best Western Plus Hotel. jeg har boet der et par gange, og det er et udmærket hotel, meget centralt.

 

Kerteminde

Kerteminde by

Kerteminde

er en rigtig hyggelig fynsk købstad. Som måske er mest kendt for maleren Johannes Larsen og skulpturen Amanda. Men Kerteminde ligger dejligt ved vandet og har andre hyggelige seværdigheder at byde turisterne på.

Statuen Amanda

Når man kommer til Kerteminde bliver man budt velkommen af Statuen Amanda,

som nok er byens vartegn udført af kunstneren Robert Lund Jensen i 1954 og symboliserer Kertemindes dejlige døtre, friske og yndige.

De fleste kender også visen “Min Amanda var fra Kerteminde” som komponisten Axel Schwanenflügel skrev til en vinterrevy.

forfatteren Frederik Paludan Müller

Ved Langebro tæt på Tornøes Hotel står der en buste af forfatteren Frederik Paludan Müller,

som måske er bedst kendt for versromanen “Adam Homo”. Hans far var præst i Kerteminde. Han blev født 1809, og 100 år efter rejste man busten af ham.

Skt. Laurentii Kirke, Kerteminde

Skt. Laurentii Kirke er et treskibs langhus angives traditionelt at være opført i 1476.

Kirken blev ændret voldsomt i 1600-tallet, hvor der tilføjedes hvælv, mens inventaret blev fornyet. I korets sydside findes et begravelseskapel for slægten Luel. På væggen derover en mindetavle over to af kirkens præster.

Fra svenskekrigens tid finder du et par rytterstøvler og en kårde.

 

Kunstnerne Johannes Larsen og Fritz Syberg

Johannes Larsen og Fritz Syberg

I efteråret 2006 blev der på Nordre Kirkerist ved siden af sognekirken opstillet en skulptur af byens to store kunstnere.

De tilhørte begge kredsen af fynbomalere, der som gruppe for alvor slog igennem i den danske kunstverden i begyndelsen af 1900-årene.

Da Fritz Syberg samtidig flyttede til Kerteminde, hvor Johannes Larsen i forvejen boede, blev byen igennem et par årtier et af kunstens kraftcentre i Danmark.

Begge de to kunstnere er rigt repræsenteret på Johannes Larsen Museet i Kerteminde. 

 

Johannes Larsen museet

Johannes Larsen Museet

er et af mine ynglings museer. Det ligger så smukt indrettet i hans daværende hjem. Huset står urørt med malerægteparrets egne værker, møbler og andet inventar.

Johannes Larsen Museet i Kerteminde

I Johannes Larsens atelier står hans staffeli med et sidste ufuldendt maleri og her hænger også det stor maleri “Morgensol”

Johannes Larsen Museet

Ude i haven ligger to udstillingshuse mere. Det ene med værker af nogle af Fynbo malerne Fritz og Anna Syberg og Christine Swane og hendes mand Sigurd Swane. Det andet hus har spændende skiftende udstillinger.

Johannes Larsen Museet cafe

Det tidligere vaskehus er nu cafe og tegnet af arkitekten Carl Petersen. Et rigtig hyggeligt sted at få en lille pause. Maden er vældig god.

Svanemøllen Kerteminde

Svanemøllen

som ligger ved siden af Johannes Larsen museet, er den eneste bevarede af de vindmøller, der i 1600-1700 tallet var på Møllebakken. Den har fået sit navn efter vejrhanen, som pryder dens top.

 

Strand ved Kerteminde

Der er mange gode og børnevenlig strande ved Kerteminde. Bøgebjerg Strand, Fyns Hoved, Måle Strand og Dalby Bugten.

Kerteminde lystbådehavn

Kerteminde lystbådehavn

er en af landets største med plads til 700 både. Hvert år holdes her nogle af Nordens største sejlsportsevents.

 

Farvergården i Kerteminde

 

Farvergården

er både Kertemindes bymuseeum, museumsbutik og café i én. Farvergården huser en udstilling, hvor man kan se, hvordan man levede tilbage i tiden i Kerteminde. 

Museumsbutikken rummer mange sjove genstande og andet kuriosa samt trælegetøj. Du kan købe en friskbrygget kop kaffe, og du må gerne have dit eget bagerbrød eller madpakke med.

Farvergården har også en hyggelig gårdhave.

 

Restaurant Varmestuen

Nede i havnen ligger en lille sjov restaurant Varmestuen, der er et hyggelig brunt lokalt værtshus.

Her kan man få en billig let frokost indenfor eller i gårdhaven. Der er få retter på menukortet, men lidt for alle. Men vær opmærksom på, at der må ryges indenfor.

Faaborg

Faaborg by

Faaborg er en meget smuk by

omkranset af Svanninge Bakker og Faaborg Fjord. Jeg besøgte byen en dejlig sommerdag og synes, den har mange hyggelige seværdigheder samt små torve med udeservering.

Fåborg har bevaret det gamle idylliske købstadsmiljø med brostens belagte gader og stræder samt smukke gamle byhuse.

Gamle huse i Faaborg

Faktisk er mere end 2600 huse bygget før år 1900. Byen er meget velholdt, og det vrimler med stokroser op ad de gamle huse.

Faaborg Museum

Faaborg Museum

med mange gange, søjler, mosaikker og farver, som tilsammen skaber et meget smukt museum.

De fynske malere Peter Hansen, Johannes Larsen, Alhed Larsen, Fritz Syberg, Anna Syberg og mange flere var med til at skabe samlingen og hænger uløseligt sammen med Faaborg Museum, lige som Kai Nielsens skulpturer der fandt vej hertil.

Hans portrætstatue af Mads Rasmussen er tegnet særligt til museet, og sammen med fynboernes værker er hans skulpturer en del af den faste udstilling.

faaborg klokketårn

Man kan komme op i det gule klokketårn og se ud over Faaborg. Det er resterne af Skt. Nikolaj Kirke, som var byens første kirke fra ca. 1250. Da man rev kirken ned, lod man tårnet stå.

Man kan bruge det som pejlemærke, når man bevæger sig rundt i byen, for man kan hele tiden se det.

Den Gamle Gaard

Faaborg Købstadsmuseum “Den gamle gård”

Der er sket meget siden museet blev etableret i 1932, og Den gamle gård har gennem årene spillet en stor rolle i formidlingen af Faaborgs Kulturhistorie.
Udstillingen fører gæsten igennem museets og byen Faaborgs lange historie helt op til i dag.

Have pavillon i faaborg
Den gamle gaard har også en have med den smukke ottekantede pavillon.

I haven er der mange familieaktiviteter f.eks spil og stylter samt en lille cafe, hvor man kan sidde og nyde noget køligt med en smuk udsigt over lystbådehavnen.

Ymerbrønden

Skulpturen “Ymerbrønden” fra 1913

der står på torvet er lavet billedhuggeren Kai Nielsen. I sin tid var skulpturen meget omdiskuteret da kunstneren ikke ligefrem har skjult, at jætten Ymer var af hankøn og en kæmpe.

træ skulptur

En flot bænk nede i havnen lavet af et gammelt træ.

Vesterport i Faaborg

Vesterport

Er den sidste rest af den middelalderlige befæstning. Den gamle byport er fra 1400-tallet og en del af jordvoldene og voldgrave omkring byen. Alle de varer, der ikke var forarbejdet i Faaborg, skulle man betale told af frem til 1857, så der var byporten et toldsted.

Den gamle arrest

Den gamle arrest

nåede vi desværre ikke ind og se. I arresten her kan man ellers komme helt tæt på både historie og nutid i et dansk arresthus. Alene det at være bag tremmer er nok en særlig oplevelse.

Havnebadet

Faaborg Havnebad

ligger tæt på byens havnepark, lystbådehavnen og handelsliv. Herfra kan man springe i fjorden.

Den to meter brede badebro er åben 365 dage om året hele døgnet.

faaborg mini by

Faaborg Miniby

har ca. 150 huse, der repræsenterer Faaborg, som byen så ud i 1890’erne historisk og i størrelse 1:10. Husene er bygget efter originale arkitekttegninger.

De Japanske Haver

De Japanske Haver

Ligger lidt uden for Faaborg i Nørre Broby. De er fantastisk flotte og meget spændende. Det er en have-arkitektonisk perle med 6 forskellige stilarter inden for den japanske havekultur.

I haven er der 4000 træer og buske, og der er 12.300 bunddække planter. Der er også fem åløb gennem haven, og gennem dem løber 150 kubikmeter vand – i timen.

restaurant Ved Brønden

Vi spiste på torvet på den Thailandske restaurant “Dang ved Brønden”, det var spændende og velsmagende mad.

Hotel Faaborg

Vi boede på Hotel Faaborg, der ligger godt lige på torvet, så det var et godt valg for hotellet, som er nyrenoveret, er meget hyggeligt og smagfuldt indrettet med en skøn atmosfære samt en meget personlig betjening af den søde indehaver. Så det kan anbefales.

 

 

Holbæk

Holbæk by

Holbæk museumHolbæk ligger ved Isefjorden ca. 1 times kørsel fra København. Byen har udover vandet, hvor der er en hyggelig havn, som tiltrækker turister, også et rigt forretningsliv med mange spændende butikker og flere grønne oaser samt mange cafeer og restauranter. Så man kan let finde seværdigheder efter ens smag.

Holbæk Havn

Havnen i Holbæk

I den gamle havn ligger der gamle charmerende træskibe sammen med moderne lystsejlere, og her er man også tæt på byen.

Orø færgen

Fra havnen går der også en færge til Orø og overfartstiden er kun 25 minutter.

Seværdigheder i Holbæk.

Holbæk rådhus

Rådhuset er det tredje af Holbæks rådhuse og ligger centralt i byen ved den lille park Apotekerhaven og Holbæk Museum med flere fredede bygninger.

Museum

Holbæk Museum. Her kan du rundt om den smukke museumsgård gå på opdagelse i huse fra de sidste 400 år af Holbæks historie. I udstillingerne kan du opleve alt fra middelalderens by, modstandskamp og kolonitiden i Vestindien til en købmandsbutik eller krambod fra 1800-tallet. 

Apotekerhaven i Holbæk

Den lille park Apotekerhaven er rigtig dejlig og få et lille hvil i.

Æglageret Holbæk

Æglagerets udstillinger varierer meget i indhold mellem malerier, skulpturer, grafik, møbelkunst, smykker, glas samt diverse kunstinstallationer. 

Street art i Holbæk.

Street art i Holbæk

Der er hele 27 gavle i Holbæk, hvor man kan se spændende kunstværker, og der kommer løbende flere til.

Andelslandsbyen Nyvang

Nyvang ved Holbæk
Oplevelsecenter Nyvang

Andelslandsbyen Nyvang

Andelslandsbyen Nyvang er et rigtig hyggelig område, hvor man kan opleve livet i en landsby anno 1940´erne. Man kan komme ind i alle husene, og de frivillige der arbejder her, vil gerne fortælle om huset og livet på den tid. En sjov måde at få historie på.

Shopping i Holbæk

Der er rig mulighed for at shoppe i byen, udvalget af butikker er meget stort.

Seværdigheder i Odsherred

Hvis man vil udforske Odsherred, er byen et rigtig godt udgangs punkt. Der er rigtig mange spændende seværdigheder i området, der er rig på historie.

For eksempel:

Malergården: Sigurd Swanes  Orginale kunsterhjem

Geokids lermasker

Geokids: 3500 lermasker i landskabet

Shelterpladsen, Veddinge Bakker

Veddingevej 41A  4540 Fårevejle

geoparkodsherred.dk/odsherred/geokids

Ulkerup skov

Ulkerup – sjælene hvisker i skoven

Ulkerupvej 4, Nørre Asmindrup

Hempel glasmuseum

Hempel Glas Museum

Annebjerg Stræde 2, Nykøbing Sjælland

Dtagsholm slot

Dragsholm Slot og en smuk Rhododendron Park.

Dragsholm Alle, Hørve

Vejle!

Vejle by:

Vejle by

Vejle er en rigtig hyggelig by. Omgivet af smuk natur og et pulserende byliv samt en havnepromenade hvor moderne arkitektur og charmerende lystbådehavn kan ses helt fra Vejlefjordbroen, så der er rigtig mange seværdigheder at studere.

Desværre var jeg der kun et døgn så alle seværdigheder er ikke kommet med.

Vejle Midtpunkt

Vejle Midtpunkt også kaldet latinerkvarterer er fra april til oktober flot pyntet af en farvestrålende paraplyhimmel. Her er et spændende mix af restauranter, caféer, barer og specialbutikker.

Vejle Seværdigheder:

Vejle raadhus

På gågadens midte ligger det nuværende Rådhus, der blev opført i 1878-79.

Det er Vejles fjerde rådhus, som er beliggende på den grund,  hvor et gammelt middelalderkloster oprindeligt lå. Rådhusklokkerne, som kan høres hver dag, er de selvsamme klokker, som i sin tid har ringet til messe i det gamle kloster.

På rådhustorvet står også to granitskulpturer, der er udført af den islandske kunstner Sigurjön Olafsson. Her kan man også holde en pause i bymøblerne eller få en kop kaffe på den hyggelig cafe og nyde det pulserende liv.

Vejle gaagade

På gågaden kommer man forbi Pontus Kjermanns vandkunst, der er et rundt lavt bassin. I midten troner et fabeldyr, en stejlende blanding af en hest og et menneske på en stor granitsten.

Vejle er kåret til Danmarks bedste handelsby og udvalget af butikker er også stor.

Fjordenhus i Vejle

Fjordenhus er Vejles ikoniske bygning på havnen.

Den dansk-islandske kunstner Olafur Eliasson og hans studio har designet og præsenterer nye byggeteknikker og kunstværker forenet i en bygning. Den åbne stueetage kan besøges på egen hånd.
mandag-torsdag 08.00-20.00
fredag 08.00-22.00 og
lørdag-søndag 10.00-22.00

Eller man kan tage på en guidet tur og få en historie om design og en tur under vandet og se udstillingen i kælderen. Her kan du bl.a. se en række af de unikke møbler, som Eliasson har skabt specielt til Fjordenhus. Udstillingen der kan kun opleves på de guidede ture.

"De Fem Søstre" i Vejle

“De Fem Søstre” er et af Vejles markante boligbyggerier.

De cirkelrunde bygninger er næsten 40 meter høje. De fem punkthuse er opført på et 35.000 kvm stort tidligere erhvervsområde. Hvert tårn består af 48 lejligheder fordelt på 12 etager.

Sankt Nicolai Kirke i Vejle

Sankt Nicolai Kirke er formentlig bygget i midten af 1200-tallet.

Kirken er den ældste bygning i Vejle og er bygget i sengotisk stil. Den er blevet ombygget og udvidet flere gange. Kirken er opkaldt efter den hellige Nikolaos fra Myra børnenes og de søfarendes helgen.

Foran Skt. Nikolaj Kirke står vandkunsten fra 1915, og i mange år var det en tradition, at de nye studenter i byen dansede rundt om brønden, når de skulle fejre afslutningen på gymnasietiden.

I 80’erne rykkede denne tradition dog hen på Rådhustorvet, hvor der i stedet for brønden bliver placeret et bøgetræ, som der danses om.

Vejlefjordbroen

Fra Lystbådehavnen

er der en flot udsigt til Vejlefjordbroen, som er Danmarks længste bro med 1712 meter og den mest trafikerede motorvejs bro med gennemsnitlig 50.000 biler i døgnet.

Bølgen i vejle

i Lystbådehavnen finder man også et af Vejles vartegn “Bølgen”, som har modtaget et væld af priser. Det er tegnestuen Henning Larsen, som har skabt Bølgen. De har også stået bag Operaen i København.

Restauranter og hotel:

Street Food i paladspassagen Vejle

Lige som i mange andre byer kan man spise Street Food. I  Vejle er det i paladspassagen, og det er den hyggeligste Street Food, jeg har oplevet.

Hotel ToRVEhallerne i Vejle

Jeg boede på Hotel Torvehallerne.

Hotel Torvehallerne ligger midt i byen, og de har tre restauranter: “Oasia” er en sushi og wok restaurant. “Jacobsen” er et dansk spisehus, og den vi valgte “Bistecca”, er en Italia Bistro, det var skøn mad

Aalborg

 

Aalborg by:

Aalborg By

Aalborg er Danmarks fjerdestørste by med mange seværdigheder. Det er en levende by med hyggelig torve, cafeer, restauranter og store muligheder for shopping. Ålborg er også rig på arkitektoniske seværdigheder af både ældre og nyere dato.

Seværdigheder i Aalborg:

Utzon Center

På havnefronten ligger Utzon Center, der er et udstillings- og videnscenter.

Utzon Center ønsker at formidle kunst, design og arkitektur. I Utzon Center afholdes skiftende udstillinger, og der kan ses eksempler på Jørn Utzons arbejde gennem skitser, billeder m.m.

Der er også et arkitektur-bibliotek, og Utzon Arkivet der rummer omkring 12000 Utzon tegninger.

Aalborg Slot

Det firelængede slot ligger nær Aalborg havnefront. Aalborghus Slot er opført 1539-53 af Christian III ved Martin Bussert til erstatning af det Aalborghus, som blev ødelagt under Grevens Fejde.

Toldbod Plads

Vi var desværre ikke så heldige at se springvandet på Toldbod Plads springe, som det gør hver dag i sommerhalvåret frem til uge 42.

Det sker fire gange i døgnet – klokken 12, 15, 18 og 21. Her krydres springvandet med en ouverture fra Georg Friedrich Händels Water Music. Musikken spiller i ca. 3 minutter.

Jørgen Olufsens købmandsgård

På Østerågade ligger der mange spændende gamle bygninger bl.a. Jørgen Olufsens købmandsgård, der er opført i 1616 af byens daværende borgmester Jørgen Olufsen.

Han var halvbror til Jens Bang, som angiveligt skulle have betragtet denne købmandsgård og sagt: “Kalder du det et hus? Nu skal jeg vise dig, hvorledes man bygger et hus!” hvorefter han opførte Jens Bangs Stenhus.

Jens Bangs Stenhus

Længere henne på gaden ligger så Jens Bangs Stenhus, som blev bygget i 1624.

Jens Bang var en af byens rigeste mænd. Han var storkøbmand og en typisk renæssanceskikkelse, og hans hus er fantastisk flot og det mest fotograferede hus i Aalborg.

Jomfru Ane Gade

Kommer man forbi Jomfru Ane Gade først på dagen, så er der ikke meget liv i den gamle gade i Aalborg, som er blevet centrum for byens natteliv.

Denne fodgængerzone er kun omkring 150 meter lang, men har alligevel en af Danmarks største koncentrationer af barer, restauranter og natklubber. De lokale unge mennesker kalder den “Gaden”.

Gadens oprindelse kan dateres tilbage til det sene 1500-tal, og Jomfru Ane Gade var oprindeligt hjemsted for lokale købmænd.

Aalborg gamle raadhus

På Gammel Torv finder man det gamle rådhus. Det er en lille bygning, som med sine lette former og beskedne virkemidler tegner sig som en repræsentant for senbarokken og rokokoen.

Aalborg Rådhus kan ”prale” af at have titlen som Danmarks mindste Rådhus set i forhold til byens indbyggertal. Over indgangsdøren ses Frederik V´s valgsprog “Prudentia et Constantia”, som betyder “Klogskab og vedholdenhed”.

Budolfi Kirke

Budolfi Kirke er Aalborgs domkirke med en central placering i byen på Budolfi Kirkeplads mellem Algade og Gammeltorv.

Kirkens nuværende form er fra 1941-43, hvor kirken gennemgik en større udvidelse og ombygning. Forinden har her ligget en trækirke fra 1000-tallet.

gamle huse i Aalborg

I Ålborg kan man også finde små gader fyldt med charmerende gamle huse.

Salling Rooftop

Oppe fra Salling Rooftop er der en fantastisk 360 graders udsig over hele Aalborg. Der er også en cafe med fin mad.

Udsigt Salling Rooftop

Udsigt oppe fra Salling Rooftop over Aalborg.

Cimbrer tyren
Cimbrer tyren i Aalborg

Cimbrer tyren på den trafikerede Vesterbro er et af Aalborgs vartegn. Den er betalt af de Danske Spritfabrikker i 1937 og lavet af Billedhuggeren Anders Bundgård.

Street art i Aalborg:

street art i Aalborg
Vægmaleri i Aalborg.

Der er mere end 65 street art værker i Aalborg, så der kan helt gå en sport i at finde dem, hvis man som mig er meget glad for at se de smukke gavle.

Restauranter i Aalborg:

restaurant Fellini

Vi spiste på restaurant Fellini, som er en rigtig Italiensk restaurant med skøn mad og vin. Restauranten er hyggeligt indrettet og fyldt med billeder fra den verdensberømte instruktør Federico Fellinis film.

Ud over dejlig mad var der også et meget sødt personale, der startede med at få mange point, da de kom med en kande isvand sammen med menu kortet. Det er en god ide at bestille bord.

 Restaurant Fellini – Vesterå 13 – +45 98113455

 

Esbjerg

Skulpturer uden for Esbjerg

Esbjerg er Danmarks femte største by. 

Esbjerg er nok ikke den første, man tænker på, når man laver rejseplaner, men der er faktisk alt det, man søger, når man er turist.

Esbjerg seværdigheder:

Statue sf Christian IX

Byen har mange seværdigheder og skønne strande, og så er der også mulighed for at besøge Fanø, der kun er 12 min. væk med båd.

På torvet i Esbjerg står der en rytterstatue af Christian IX. Den blev rejst i 1899 af Esbjerg-borgere i forbindelse med at byen fik status som købstad.

På soklen findes inskriptionen ”Til ære for Byens Grundlægger rejste Borgere i Esbjerg dette Mindesmærke” og det danske rigsvåben i bronze med kongens valgsprog ”Med Gud for ære og ret”.

Det gamle posthus

Der er mange gamle flotte bygninger på torvet og hyggelige restauranter og cafeer, som om sommeren har udeservering, hvorfra man kan sidde og nyde udsigten til den smukke torv.

Torvet i Esbjerg

 

gamle popsthus nu restauranter

En af de mange smukke bygninger på torvet er det gamle posthus fra 1908, der blev tegnet af arkitekten Ulrik Plesner.

Efter en stor renovering i 2017 blev posthuset omdannet til 2 restauranter og 1 gastro-sportsbar. Dog er meget af den gamle charme og arkitektur bevaret.

Når man træder ind i Posthuset´s foyer, vil man blive mødt af den originale udsmykning fra 1908.

Esbjerg vandtårn

Esbjerg Vandtårn er opført i 1896-97. Fra tårnet er der udsigt over Esbjerg havn og by. Her kan man også se en permanent udstilling om Esbjerg Vandtårn og vandtårne i Europa.

Esbjerg gamle banegård

Esbjerg gamle banegård blev åbnet i 1874. Den nuværende bygning er tegnet af  Heinrich Wenck og blev indviet i 1904.

Street food

Konceptet Street Food er blevet en populær måde at spise på, også her i byen. Her kan man gå på opdagelse i syv spændende madboder og 4 barer. 

Esbjerg kunstmuseum

Esbjerg Kunstmuseum ligger i forbindelse med Musikhuset. Det er et museum for moderne kunst og samtidskunst. Museet arrangerer fem-syv særudstillinger årligt.

Esbjerg museum

På Esbjerg Museum kan man se tre spændende udstillinger om besættelsestid og hverdagsliv i Esbjerg 1900-1950.

Udstillingen Besat – Esbjerg 1943 involverer gæsterne på en sjov måde, når den fiktive ”familien Hansen” byder velkommen og beder om hjælp til at løse deres besættelsestids-dilemmaer.

I udstillingen Esbjerg 1900-1950 kan man også gå ind til købmanden og nyde Torvets butikker og besøge arbejderfamiliens og direktørens lejligheder.

Mennesket ved Havet

Ca. 4 km uden for centrum står de 4 kæmpe skulpturer “Mennesket ved Havet”.

De 9 meter høje skulpturer står som et vartegn for byen. Skulpturerne er udført i hvid beton af Svend Wiig Hansen. Deres ben står som søjlerne i et græsk tempel. Underbenene er gjort lange netop for at opnå en søjlevirkning. De ens hoveder, der med deres uransagelige og uudgrundelige udtryk, stirrer over havet.

Mindelunden i Esbjerg

Mindelunden for omkomne Esbjerg fiskere bruges stadig, men der er langt i mellem, at der bliver indskrevet nye navne.

Lige nu er der 351 navne. Navnene, der er indhugget i granitrotunden, er fiskere helt fra år 1900, som har mistet livet på havet.

Mindelunden

Den flotte figurgruppe i bronze står August Kell for.

Midtermotivet er en sømand, der hjælper en skibruden som symbolet på hjælpsomhed og kammeratskab. Sidefigurerne er til højre den gamle moder og til venstre den unge fiskehustru med sit barn. De symboliserer de menneskelige grundværdier og hjemmet og barnet.

Jeg har boet på hotel Britannia nogle gange, fordi hotellet ligger lige midt i byen ved torvet, og de har fin parkering.

Det er på alle måder et dejligt hotel med et meget behageligt og hjælpsomt personale.

 

 

Nyborg

Nyborg seværdigheder:

Kig til Storebæltsbroen

Nyborg har mange seværdigheder, her er lidt af det hele, et slot, mulighed for shopping og cafe besøg. Omgivet af en smuk natur og dejlige strande med kik til Storebæltsbroen.

Det er en hyggelig gammel by med en spændende historie, f.eks. at Danmarks første grundlov blev underskrevet her i 1282.

Nyborg Rådhus

Nyborg Rådhus blev første gang opført i 1586.

Derefter er det blevet genopbygget i 1803 efter den store brand i 1797, og ombygget i 1862, hvor der bl.a. blev tilføjet en ekstra etage.

 

Nyborg Slot

Nyborg Slot er fortiden lukket på grund af restaurering. Men slottet mere end 800 år gammelt og fungerede i mere end to århundreder som mødestedet for det middelalderlige parlament, Danehoffet. Det var med andre ord et middelalderens Christiansborg.

I 1500-tallet blev Nyborg Slot og by udbygget til landets første residensstad. I mere end 400 år spillede Slottet en central rolle for kongemagten.

Vandtårn

På Dronningens Bastion står Vandtårnet fra 1899 efter tegninger af arkitekt Emil Swanenflügel fra Odense. Det er et godt eksempel på datidens industrielle byggeri.
Vandtårnet er åbent på udvalgte dage i turistsæsonen i ugerne 27-32. Der er gratis entré.

Nyborg museum

Lige ved Slottet finder man Borgmestergården, der er opført i 1601 af borgmester og købmand Mads Lerche.

I dag er her det lokalhistoriske museum, som har fokus på Østfyns kulturhistoriske museum.

Nyborg voldgrav

Et kik til en del af voldgraven.

Musik i Nyborgs gader

Jeg besøgte Nyborg en lørdag i skønt solskinsvejr, og der var en dejlig stemning med jazzmusik og masser af mennesker.

Gade i Nyborg

Udover 1800-tals renæssance bygninger og butikker så har Nyborg også mange cafeer og restauranter. Her er noget for en hver smag.

Shopping:

Nyborg har 2 gågader, hvor man kan finde mange små specialbutikker, og også de mere kendte butikker som H&M, Matas, Intersport og selvfølgelig mange flere.

Vor Frue Kirke i Nyborg

Vor Frue Kirke blev opført af Dronning Margrete 1. I årene 1388-1428

Ved havnen i Nyborg

Nyborg har også en rigtig hyggelig marina med flere muligheder for udfoldelse eller bare lidt afslapning i hyggelige omgivelser.

Her er også muligheder for at stille sulten.

Vi boede på Storebælt Sinatur Hotel & Konference. Der er den smukkeste udsigt til stranden og Storebælt fra terrassen.