Kulturhavnen er det mest spændende sted i byen, hvis man er til kunst og kultur.
Helsingør har noget for enhver smag med små og store seværdigheder.
Små hyggelige gader med bindingsværkshuse, ikke mindst Kronborg, havet, mange cafeer og restauranter samt mulighed for shopping.
Seværdigheder i Helsingør:
Kronborg Slot er et af Nordeuropas betydeligste renæssanceslotte og er berømt verden over for at være skueplads for Shakespeares Hamlet.
Kronborg slot i Helsingør besøges hvert år af ca. 200.000 danske og udenlandske turister og er en stor dansk turistattraktion.
Kronborgs historie er spændende og dramatisk og går helt tilbage til middelalderen. Gennem næsten 600 år har der ved Øresunds smalleste sted ligget en stærk fæstning ( murerne er 6 meter tykke). Herfra kunne kongens mænd kontrollere, hvem der sejlede gennem Øresund, og sikre at alle passerende handelsskibe betalte told til kongen.
Udover at besøge selve slottet og den meget smukke slotskirke, bør man også gå en tur rundt omkring slottet. Man kan faktisk bruge en hel dag bare her.
Der er gået kultur i det gamle skibsværft. Hvor der engang blev produceret skibe, bliver der nu leveret viden og oplevelser, og de gamle værftsbygninger er lavet om til et 13.000 kvadratmeter stort kulturhus.
Skulpturen ‘Værftsarbejderne’ er et monument over de tusindvis af arbejdere, der har været tilknyttet Helsingør Skibsværft fra 1882 – 1983.
Det var byens største arbejdsplads dengang. Skulpturen er skabt af den dansk-færøske billedhugger Hans Pauli Olsen, og den viser fire arbejdere på vej mod den gamle værftsport.
Hvad man synes om den skinnende stålskulptur ’HAN’, må være diskuteret meget i Helsingør.
Den er skabt af kunstnerduoen Elmgreen & Dragset og er et vartegn for kulturområdet Kulturhavn Kronborg – omkring Kulturværftet, Kronborg Slot og M/S Museet for Søfart.
’HAN’ er inspireret af den danske figurative skulptur-tradition fra Thorvaldsen og nordsjællandske Rudolph Tegner til Edvard Eriksens ’Den Lille Havfrue’ på Langelinie.
Herakles og Hydraen er en kæmpe skulptur af kunstneren Rudolph Tegner fra 1932.
Den er placeret yderst på Nordre Mole. Helsingoranerne var ikke just begejstrede for skulpturen, dengang den blev sat op, og den fik hurtigt kælenavnet ”Den lille mands kamp mod skattevæsnet”.
Helsingør Nordhavn blev bygget som fiskeri-og lystbådehavn af Helsingør Kommune i årene 1932-1934 og udvidet i begyndelsen af 1970’erne til den nuværende størrelse.
Helsingør Havn tæller også færgehavnen med Sundbusser og bilfærger til Sverige. I løbet af året lægger store krydstogt skibe til på reden ud for Helsingør og sejler besøgende gæster til kongekajen.
Hvis du følger de skrånende broer ned i den gamle tørdok mellem Kronborg og Kulturværftet, så kan du træde ind i et underjordisk museum tegnet af det verdenskendte arkitektfirma BIG, Bjarke Ingels Group.
M/S Museet for Søfart er i verdensklasse, et utroligt spændende sted hvor du møder en farverig verden med stribevis af udstillinger, der fortæller om Danmark som en af verdens førende søfartsnationer i fortid og nutid.
Museets maritime samlinger udstilles i stemningsfulde og dramatiske udstillinger med store filmprojektioner på arkitekturen. Et spændende sted for både børn og voksne, hvor man kan prøve flere spændende ting.
Langs M/S Museet for Søfart er der pullerter eller stenstøtter, som man normalt fortøjer skibe ved.
De er der for at beskytte trafikanter i havneområdet fra at køre ud over kanten af dokken.
Pullerterne har form af vekslende prikker og streger og i morsekode siger de “M/S Museet for søfart. Det er nødvendigt at sejle”.
Den gamle havnekran fra 1860 med den da regerende konge Frederik 7.’s monogram står stadig ved havnen og vidner om, at selv om kulturen har indtaget havneområdet i Helsingør, har den bestemt ikke skubbet den maritime fortid i vandet.
Et kik ud over havnepladsen med Sveasøjlen, Domkirken samt to palæer fra 1700 tallets anden halvdel.
Sveasøjlen blev opstillet i 1947.
Dens inskriptioner udtrykker danskernes taknemmelighed over den svenske stats gæstfrihed over for flygtninge fra Danmark under 2. verdenskrig.
Blandt dem var mange danske jøder. Kunstneren var Mathilius Schack Elo. Den består af en lysende søjle, der er sammensat af 11 kobbersøjler udført på Helsingør Værft med et kapitæl (søjlehoved)af bronze.
Indvendigt i søjlen er opsat elektriske installationer/lamper, der gør, at der er lys i søjlen, når det er mørkt.
Sveasøjlen står på en firkantet sokkel af svensk granit med en inskription forfattet af borgmester Peder Christensen. Den er 11,75 høj og kostede 103.000 kroner.
Helsingør Station ligner næsten et lille slot og er fra 1891.
Da kørte det første tog til Snekkersten og videre til København. Helsingør Station hviler på 1600 pæle, som er hamret ned i havbunden, og på disse pæle er der så støbt et fundament.
Landets førende jernbanearkitekt N.P.C. Holsøe skitserede stationsbygningen, men på grund af svigtende helbred, blev det hans efterfølger Heinrick Wenck, der kom til at stå for den egentlige detailprojektering.
Stilen kaldes nederlandsk renæssance eller populært ”Christian den Fjerde-stil”. Karakteristisk for stilen er røde teglstensmure med sandsten som et dekorativt element. Hertil svungne gavle, tårne med grønne kobberspir og i hvert fald på Helsingør Station marmorsøjler ved indgangsdøren.
Helsingør bymidte består af småhuse fra 1500-1800 tallet.
Shopping i Helsingør:
Hvis man er til shopping, kan man også få den lyst styret.
der er en del butikker og et lille center for enden af gågaden
På Axeltorv står Statuen af Erik af Pommern i bronze.
Kongen sidder på en høj monumental sokkel af faxe kalksten, som er anbragt i et lavt bassin. På forsiden af soklen står: Mit Haab staar til Havet. På bagsiden står: Den 2. Juni 1426 gav Kong Erik Helsingør privilegier som Købstad.
På Axeltorv sker der tit noget f.eks. markeder af mange slags, og så er der en del cafeer, et hyggeligt sted at få et lille hvil.
Domkirken er byens ældste bygning. De ældste dele af Domkirken stammer fra 1200- tallet, men som den står i dag, er det meste dog fra 1559 med indvendige udsmykninger.
En af Helsingørs mange restauranter, der er noget for enhver smag.