Sønderborg

Sønderborg by:

Sønderborg By

Sønderborg er den største by i Sønderjylland med ca. 27.000 indb.

Sønderborg ligger meget smukt næsten omgivet af vand og er en hyggelig by med butikker, cafeer, restauranter og mange seværdigheder. Man kan tydeligt se, at Sønderborg er en gammel by på alle dens gamle huse.

Seværdigheder i Sønderborg:

Broen over Als Sund

Broen over Als Sund er fra 1930.

Den første forbindelse over sundet var en trækfærge, den kom i begyndelsen af 1800 tallet, dernæst kom der i 1856  en pontonbro, der så endte med at blive afløst af den nuværende bro, som er ret trafikeret.

Sønderborg slot

Sønderborg slot var oprindeligt en borg, som blev bygget omkring 1170 på grund af dets strategiske position for at forsvare landet.

I læ af borgens beskyttelse voksede en by op, som sidenhen kom til at hedde Sønderborg. Den stærke borg blev fra 1532 til 1549 indrettet til fængsel for danske kong Christian d. 2.

I 1550 påbegyndte Kong Christian d. 3. og Dronning Dorothea ombygningen af borgen til slot i renæssancestil med tilhørende slotskirke, som var et af de første protestantiske kapeller i Norden.

Siden blev slottet overtaget af Hertug Hans den Yngre i 1571, men endte til sidst under den danske krone, efter at hertugdømmet gik fallit.

Efter at have blevet forenklet til barokslot, fungerede slottet under diverse krige som henholdsvis kaserne, infanterikaserne og fangekælder. I dag rummer slottet et museum om sønderjysk historie med forskellige udstillinger fra middelalderen og opefter.

Ved et besøg i det historiske museum kan man opleve fangehullet, riddersalen og slotskirken. De faste udstillinger skildrer betydningsfulde begivenheder såsom 1864-krigen, Første Verdenskrig og Genforeningen i 1920.

Hotel Alsik i Sønderborg

Hotel Alsik har givet Sønderborg en ny og flot skyline. På 16. etage er der et udsigtstag “Point of View” med en fantastisk udsigt over Sønderborg og Als i 64 meters Højde. Her er også Danmarks største spa og wellness og hele 3 restauranter med separat indgang og åbent for alle.

Sankt Marie Kirke i Sønderborg

Sankt Marie Kirke ligger smukt ud til Christian X`s bro og er Sønderborgs hovedkirke.

På pladsen foran kirken mod Alssund er der en flot udsigt mod Sønderborg Slot i syd, og op til Dybbøl Mølle på banken mod vest. Alssund strækker sit smalle sølvbånd mod nord på den anden side af højbroen over sundet i det fjerne.

 

Rytterstatuen i Sønderborg

Rytterstatuen nede ved vandet er af kunstneren Hans Pauli Olsen i bronze og granit. På soklen ses ringrideren i galop frem mod galgen, mens selve skulpturen er en smuk kvindelig rytter i stille gang.

Skulpturen Martin med fløjten

Martin med fløjten er en skulptur af Vibeke Fonnesberg. Skulpturen er den første i Sønderborg af en tidligere borger i fuld figur (trekvart størrelse).

Martin var en af byens sidste originaler, kendt i gadebilledet af borgere i alle aldre, som fornøjede sig, når han med en lille togfløjte meldte sin ankomst.

Han levede som klunser ved at sælge indsamlede ting og sager til byens produkthandlere. Han døde i 1976 – fattig, men respekteret for sin visdom og venlighed.

Skulpturen Myten i Sønderborg

Myten af Eiler Madsen. Skulpturen symboliserer myten om Kong Christian II, der sad i fangenskab på Sønderborg Slot 1532-1549.

Kunstneren forestiller sig, at kongen har forladt bordet i utide. Myten med rillen i bordets kant er opstået på baggrund af Carl Blochs maleri fra 1871 (udstillet på Frederiksborg Slot), hvor kongen står ved et bord.

I virkeligheden har bordet aldrig eksisteret – før denne skulptur.

Shopping:

Shopping center BORGEN i Sønderborg

Der er flere shopping muligheder i Sønderborg som har en gågade, Perlegade, som rummer butikker og for enden er der flere caféer. Inde i midtbyen er der desuden et indkøbscenter, BORGEN, med mere end 50 specialbutikker. 

Dybbøl Mølle Sønderjylland

Dybbøl Mølle er den femte mølle på stedet. Den første blev opført 1744 og var af træ.

Møllen, der stod på stedet i 1864, var af mursten. Men den lå midt i skudlinjen og blev skudt i grus under slaget. Den nuværende mølle stod færdig i 1936.

Nu er Møllens vinger og gamle kværne blevet restaureret, så når vinden er til det, vil møllen køre igen som i gamle dage.

Dybbøl Mølle Sønderborg

Over for Dybbøl Mølle ligger Historiecenter Dybbøl Banke.

Centret blev bygget i 1992 af arkitekterne Ernst Lohse og Michael Freddie og formidler historien om Kampene ved Dybbøl og krigen i 1864 ved hjælp af en meget spændende film som giver et stor indblik.

Der er rekonstrueret et stykke skanse en løbegrav og to soldaterbarakker.

Skriv en kommentar