Vejle by:
Vejle er en rigtig hyggelig by. Omgivet af smuk natur og et pulserende byliv samt en havnepromenade hvor moderne arkitektur og charmerende lystbådehavn kan ses helt fra Vejlefjordbroen, så der er rigtig mange seværdigheder at studere.
Desværre var jeg der kun et døgn så alle seværdigheder er ikke kommet med.
Vejle Midtpunkt også kaldet latinerkvarterer er fra april til oktober flot pyntet af en farvestrålende paraplyhimmel. Her er et spændende mix af restauranter, caféer, barer og specialbutikker.
Vejle Seværdigheder:
På gågadens midte ligger det nuværende Rådhus, der blev opført i 1878-79.
Det er Vejles fjerde rådhus, som er beliggende på den grund, hvor et gammelt middelalderkloster oprindeligt lå. Rådhusklokkerne, som kan høres hver dag, er de selvsamme klokker, som i sin tid har ringet til messe i det gamle kloster.
På rådhustorvet står også to granitskulpturer, der er udført af den islandske kunstner Sigurjön Olafsson. Her kan man også holde en pause i bymøblerne eller få en kop kaffe på den hyggelig cafe og nyde det pulserende liv.
På gågaden kommer man forbi Pontus Kjermanns vandkunst, der er et rundt lavt bassin. I midten troner et fabeldyr, en stejlende blanding af en hest og et menneske på en stor granitsten.
Vejle er kåret til Danmarks bedste handelsby og udvalget af butikker er også stor.
Fjordenhus er Vejles ikoniske bygning på havnen.
Den dansk-islandske kunstner Olafur Eliasson og hans studio har designet og præsenterer nye byggeteknikker og kunstværker forenet i en bygning. Den åbne stueetage kan besøges på egen hånd.
mandag-torsdag 08.00-20.00
fredag 08.00-22.00 og
lørdag-søndag 10.00-22.00
Eller man kan tage på en guidet tur og få en historie om design og en tur under vandet og se udstillingen i kælderen. Her kan du bl.a. se en række af de unikke møbler, som Eliasson har skabt specielt til Fjordenhus. Udstillingen der kan kun opleves på de guidede ture.
“De Fem Søstre” er et af Vejles markante boligbyggerier.
De cirkelrunde bygninger er næsten 40 meter høje. De fem punkthuse er opført på et 35.000 kvm stort tidligere erhvervsområde. Hvert tårn består af 48 lejligheder fordelt på 12 etager.
Sankt Nicolai Kirke er formentlig bygget i midten af 1200-tallet.
Kirken er den ældste bygning i Vejle og er bygget i sengotisk stil. Den er blevet ombygget og udvidet flere gange. Kirken er opkaldt efter den hellige Nikolaos fra Myra børnenes og de søfarendes helgen.
Foran Skt. Nikolaj Kirke står vandkunsten fra 1915, og i mange år var det en tradition, at de nye studenter i byen dansede rundt om brønden, når de skulle fejre afslutningen på gymnasietiden.
I 80’erne rykkede denne tradition dog hen på Rådhustorvet, hvor der i stedet for brønden bliver placeret et bøgetræ, som der danses om.
Fra Lystbådehavnen
er der en flot udsigt til Vejlefjordbroen, som er Danmarks længste bro med 1712 meter og den mest trafikerede motorvejs bro med gennemsnitlig 50.000 biler i døgnet.
i Lystbådehavnen finder man også et af Vejles vartegn “Bølgen”, som har modtaget et væld af priser. Det er tegnestuen Henning Larsen, som har skabt Bølgen. De har også stået bag Operaen i København.
Restauranter og hotel:
Lige som i mange andre byer kan man spise Street Food. I Vejle er det i paladspassagen, og det er den hyggeligste Street Food, jeg har oplevet.
Jeg boede på Hotel Torvehallerne.
Hotel Torvehallerne ligger midt i byen, og de har tre restauranter: “Oasia” er en sushi og wok restaurant. “Jacobsen” er et dansk spisehus, og den vi valgte “Bistecca”, er en Italia Bistro, det var skøn mad